Russerne kommer, men med hvad?
I morgen tirsdag spiller Danmarks kvinder på hjemmebane mod Rusland. Kampen om førstepladsen og den direkte kvalifikation til VM afgøres udelukkende af de to kampe mod russerne. Resten af holdene i puljen er forberedelse for begge hold. Men hvad venter os i Viborg. Det dykker jeg lidt længere ned i.
Status: Rusland er kvalificeret til EM til sommer, hvor de er i pulje med Schweiz, Sverige og Holland. Sidstnævnte tabte de til to gange i kvalifikationsgruppen, men kvalificerede sig gennem to tætte play-off efter kampe mod Portugal. I VM kvalifikationen matcher de Danmarks maksimumpoint for 5 kampe, men er 11 mål bagud på målscoreren. Historisk set er der ikke meget at prale af. Sidst holdet kvalificerede sig til VM var i 2003, hvor Tyskland slog dem ud i kvartfinalen. Til gengæld er de faste deltager ved EM. Det er kun glippet en gang siden 1997, men hver eneste gang er de slået ud i gruppespillet.
Ruslands styrke: Lokomotiv Moskva og CSKA Moskva leverer mere end 2/3 dele af truppen til landsholdet. Med Copy/paste har træneren sat holdet næsten ens fra gang til gang over de sidste to år, så det er et hold, der kender hinanden ud og ind både fra ligaen og landsholdet. Organisationen og forsvaret er sat i beton og de er meget svære at score imod.
Ruslands svaghed: Alle spiller i den hjemlige liga, der ikke investerer i nær samme grad som mange af de vesteuropæiske ligaer gør. Det ses ved Champions League, hvor begge russiske kandidater røg ud i for-kvalifikationen til de hollandske og et cypriotiske mesterhold, PSV og Apollon Limassol.
Skader: De to centrale forsvarsspillere Anna Belomytseva og Anna Kozhnikova kommer ikke med, hvilket er en stor svækkelse. Særligt anfører Kozhnikova er ofte kampafgørende i begge felter. Hun scorer mange mål på hovedstød og er legendarisk god til glidende tacklinger i sidste øjeblik.
Profiler: På toppen huserer Nelli Korovkina. En lille (155cm) angriber med et virkelig godt højreben. Hun lurer på chancerne i feltet, er hurtigopfattende og god til at finde plads. “A fox in the box”, som de siger i England. Nadezhda Smirnova er også værd at holde et øje med. Hun er den kreative kraft på midtbanen, og fra 10’er positionen er det ofte hende, der spiller Korovkina fri. Med 12 mål i 31 landskampe er hun også selv en trussel.
Taktik: Sidst Rusland var oppe mod et på papiret bedre hold, var i de to Em-kvalifikationskampe mod Holland. Her parkerede de bussen i en lavtliggende 4-5-1, hvor Korovkina som spydspids lå 10-15m inde på egen banehalvdel og 5-mands midtbanen 5-10m foran eget felt. Når hollænderne kom rundt på fløjen faldt den russiske midtbanespiller på modsatte side ned i bagkæden i 5-4-1. Selv, da de kom bagud fortsatte de i samme opstilling. Tvivler på Rusland har helt samme respekt for Danmark, men jeg tror de starter dybt.
Forventet resultat: Med et nyt midterforsvar tror jeg ikke Rusland er i stand til at holde Danmark stangen. Lykkes Danmark med at komme igennem til indlæg og cutbacks skal vi nok komme til chancer. Med Nikoline Sørensen ude er Sofie Svavas og Katrine Vejes sammenspil og gennembrud på venstrekanten Danmarks bedste våben. Jeg tror og håber på en dansk 2-0 sejr.