Forvent et fantastisk 2022

Forvent et fantastisk 2022

Tilbage i 70’erne kom alt ketchup i glasflasker og det krævede en særlig teknik at få ketchuppen til at flyde ud. Flasken skulle vendes på hovedet og dunkes i bunden. De første mange slag gav ingen effekt, men pludselig kom der skred i indholdet og var du uheldig, endte der en halv flaske ketchup på din hotdog. Ketchupeffekten kom ind i sproget som en metafor for ting vi kæmper hårdt for, men hvor resultaterne først kommer langt senere og med fuld effekt.

Lige nu udfolder ketchupeffekten sig på smukkeste vis i kvindefodboldbold og i 2022 løfter niveauet, interessen og tilgængeligheden sig endnu en gang. Der er meget at glæde sig til og jeg ser særlig frem til 3 ting:

EM i fodbold spilles i England med dansk deltagelse. Antallet af tilskuere og seere forventes at slå nye rekorder. Danmarks indledende kampe spilles i og omkring London. Billetterne er næsten gratis og flypriserne ligeså, så chancen for en invasion af danske roligans er til stede. Tyskland, Finland og Spanien er modstanderne i dødens gruppe, men et meget talentfuld og velspillende dansk hold kan stå foran sit internationale gennembrud. Spanien er min favorit til mesterskabet, så nøglekampen er mod Tyskland.

Flere danskere i engelsk fodbold. Sanne Troelsgaard og Emma Snerle er i vinterpausen skiftet til Reading og West Ham. Emma Snerle fik sit gennembrud på landsholdet som midtbanespiller, men rejser væk fra den danske liga som angriber og topscorer. Glæder mig til at se, hvordan West Ham ønsker at bruge hende, men ingen tvivl om at det skærper supertalentets chance for en startplads på landsholdet at spille i en af verdens bedste ligaer. Lige nu er den tyske liga den tætteste, de bedste hold optræder i den spanske og franske liga, men Womens Super League er den sjoveste at følge. Sky Sport producerer kampene med 8 kameraer, hvor vi alt for ofte må nøjes med to kameraer og dårlig lyd i andre ligaer. Med Pernille Harder i Chelsea og Simone Boye i Arsenal er der helt sikkert en dansker, der kan fejre mesterskabet til sommer. Arsenal er klar favorit nu, men midterklubberne har støvsuget de nordiske ligaer for profiler i transfervinduet, så måske er der flere overraskelser i vente.

Champions League slutspil. For første gang nogensinde spillede kvinderne et gruppespil og med alle kampe streamet direkte på YouTube fik vi et overflødighedshorn af det allerbedste europæisk fodbold kan byde på. Barcelona er favorit til at genvinde titlen, men Lyon er tilbage i mesterskabsform. Med norske Ada Hegerberg på toppen efter mere end 200 skadesdage og danske Signe Bruun som supersub er de førsteudfordrer. Med danske briller, så er Juventus særlig interessant. Sofie Junge svinger taktstokken på den italienske midtbane. Hun er ikke de hurtigste fødder, men læser spillet fantastisk og eminent til at spille igennem kæderne. Unge Mathilde Lundorf imponerer på højre back. I 0-0 kampen mod Chelsea stod hun ofte overfor Pernille Harder og det var talentet, der oftest vandt duellerne mod stjernen. Håber hun får en plads i EM truppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *