Talentudvikling pigefodbold – Skal vi følge den tyske eller den spanske opskrift?

Talentudvikling pigefodbold – Skal vi følge den tyske eller den spanske opskrift?

Tyskland og Spanien er de helt store hold i kvindefodbold. Tyskerne har domineret i europa siden 80érne, men Spanien er hastigt på vej frem. Landene har delt de sidste 5 u17 EM i mellem sig, men Spanien har vundet de to sidste VM i rækken og er nu europas førende i pigefodbold. Den tyske og spanske talentudvikling skaber begge resultater, men via en helt forskellig fodboldfilosofi og spillestil. I Danmark har vi ladet os inspirere mest af tyskerne, hvilket var tydeligt i Kvindekommisionens rapport fra 2017. Men måske var det på tide vi lod os inspirere mere af den spanske model? I uge 42 var jeg på Mallorca og følge en af bedste eliteturneringer for klubhold. Her talte jeg med trænere fra Tyskland og Spanien og fik indspark af trænere og ledere fra Japan, Frankrig, Sverige, Norge og England.

Boys, boys, boys. Tyskland søger succes gennem drengene

Den tyske talentudvikling er bygget op omkring, at piger udvikles bedst ved at spille med drenge. Gennem mange år har trænerne for ungdomslandsholdene insisteret på, at talenterne minimum spillede med drenge et par gange om ugen. Gør du ikke det, skal du være et ualmindelig stort talent for at bibeholde din plads i truppen. Jeg talte med den talentansvarlige i Bayern München, og hun fortalte, at deres bedste u16 piger ikke kan få modstand i pigerækken, så holdet er nu tilmeldt u15 drengerækken. Før kunne de bruge 8 timer på transport og vinde 10-0. Derudover har Bayern München en række piger tilknyttet, der spiller på drengehold i området, og som de først henter ind til klubben, når de når til u20. Talentchefens allerstørste ønske var at få bygget spillerboliger, så de kunne hente talenter fra hele Tyskland.

Teknik, teknik, teknik. De spanske piger er fantastiske pasningsspillere

I Spanien er det forbudt for pigerne at spille med drenge. Det spanske fodboldmirakel er bygget på akademierne. Det er mere end 10 år siden Barcelona inviterede pigespillere ind på deres verdensberømte akademi “La Masia”. Siden har de produceret rygraden på verdens bedste klubhold og landsholdet. I Spanien udvikles de allerbedste pasningsspillere (Putellas og Bonmati) i verden. Med fokus på futsal i de unge år og akademier, hvor de tidligt samler talentmassen.

Turneringen gav et fingerpeg

Barcelona vandt turneringen i u16 og gik ubesejret igennem turneringen, mens Madrid CFF vandt u14, trods et nederlag til FC Nordsjælland i gruppespillet. Sammenligner vi Barcelona og Bayerns indsats, var der klasseforskel. Spanierne er tydeligt skolet i tiki-taka stilen. Deres presspil og evne til at holde fast i bolden ligner FC Barcelonas kvinder. Turneringens spiller var Barcelonas 6’er Barroso. Sjældent at en defensiv midtbanespiller får den hæder, men meget typisk for Barcelona, at det er en midtbanespiller, der shiner mest. Hun scannede omgivelserne konstant og var hele tiden hurtigere i tanke og handling. Bayern havde ikke et nær så tydeligt spilkoncept og var på de individuelle spidskompetencer dårligere end Real Madrid, som de tabte 2-0 til i semifinalen. Real Madrids ungdomshold er helt nye, men husk navnet Paula Prado, hun får debut på seniorholdet inden hun fylder 18 år.

Japan vælger spansk

Til turneringen deltog også et udvalgt hold fra Japan. Gennem fire udtagelsesevents i landet havde de fundet de største talenter og trænet dem frem mod stævnet. Japan er også en af de helt store aktører i ungdomsfodbold, men med en model, der hverken ligner den tyske eller den spanske. Inspirationen er i stedet hentet i USA. Ungdomsfodbolden er bygget op omkring uddannelsessystemet, der har mere indflydelse på fodbolden end det japanske fodboldforbund. Derfor har japanerne gennem en årrække sendt hold til East Mallorca Cup og de har konstant 5-10 piger på akademiophold i og omkring Barcelona. Det japanske spillestil er lynhurtige pasninger ved jorden og masser af løb omkring boldholder, så slægtsskabet er tættere til den spanske end den amerikanske, der er bygget på mere fysisk og atletiske spillere.

Danmark bør kigge mere til Spanien

Jeg tror ikke på, at danske piger skal tvinges til at spille med drenge. Vi har så lille en talentmasse at bygge på, og mange helt unge piger vælger hellere at stoppe til fodbold end at spille med drenge. Men der er heller ikke tvivl om, at de piger, der har spillet med drenge ofte er bedre. Derfor skal det være en del af talentarbejdet, men skal mere være i form af en ugentlig træning end at være en fast del af holdet. Sender vi de bedste piger på drengehold, så falder kvaliteten af træningen blandt pigerne og den spanske model viser også vigtigheden af at spille meget sammen. Fodbold er i høj grad relationer og de skal udvikles med andre piger i stedet for med unge mænd med mere fart og fysik. Lad os kaste flere midler i vores akademier, så pigerne fra en yngre alder, kan modtage en træning i samme kvalitet som de jævnalderne drenge. Vores talentbase er lille og skal plejes, men heldigvis er landet lille, så afstandene ikke har forhindret en landsdækkende u16 og u18 række. Den er de meget misundelig på i de andre nordiske lande.

Den nordiske temperaturmåling

Hammerby, Norsk Spillerutvikling og finske FC Espo deltog også i turneringen. Finland er på vej frem på alle årgange. De var med til EM i England og der er tydelig fremgang på u17 og u19 landsholdet. Men i følge Janne, træner fra FC Espo skyldes det hverken bedre trænere eller en særlig udviklingsstrategi. Svaret er mere basalt. Gennem en årrække har den ene opvarmede hal med kunstgræs skudt op over alt i landet. Nu trænes der fodbold året rundt i et land, hvor sommersæsonen, særlig i den nordlige del, er noget kortere end i Danmark. Landsholdets succes har bidraget med kendte rollemodeller, men der er stadig plads til forbedring omkring holdene. Der savnes en national ungdomsliga, så de bedste hold får flere udfordringer, men det allerstørste problem er fastholdelse af dygtige pigetrænere. Pengene og prestigen er på drengesiden og de dygtige trænere, der vælger pigesiden rekrutteres hurtigt til kvindeholdene. Lige nu er der ingen ungdomshold med ansatte trænere. Den manglende nationale liga er også en kæmpe udfordring for det norske og svenske talentarbejde. Meget lange lande og stærke regionale fodboldunioner, der hindre samarbejde på tværs af regionsskel, gør det svært at give pigerne tilstrækkelig med kvalificeret modstand. Hammerby IF nåede finalen i u14 rækken. Fysisk var de større end de fleste u16 hold i turneringen, og de høje, stærke piger ses på alle svenske landshold. Jeg har igennem årerne spurgt flere svenske trænere om de store piger. Ingen af dem, mener der er noget strukturelt i talentarbejdet, så min teori er, at det bunder i den meget britiske påvirkning af svensk fodbold. Svenske hold spillede altid 4-4-2 og alle der har spillet turneringer i Sverige har oplevet at dommerne tillader meget mere.

Ikke alle har viljen eller ressourcerne til talentudvikling

Mit interview med PSG var voldsomt hæmmet af sprogbarrierer. Mit fransk er næsten ikke eksisterende og den eneste franskmand, der talte et forståeligt engelsk var fysioterapeuten. Men trods sprogvanskeligheder stod det klart, at PSG ikke satser på akademiet. De træner i deres egen boble og der er ingen fuldtidsansatte omkring akademiet. Deres strategi er ikke at udvikle egne talenter. De har råd til at hente de bedste i andre klubber. Fra England deltog Crystal Palace. Kvindeafdelingen er for nylig flyttet ind i samme selskab som Premier League holdet og ungdomsafdelingen er stadig på græsrodsniveau. Deres største problem lige nu, er at finde baneplads, så pigerne kan træne mere. Eksplosionen i interessen for kvindefodbolden er i første omgang kommet de største klubber til gode.

De danske præstationer

Fra Danmark deltog Sundbys u14 piger og u14 + u16 fra FC Nordsjælland. Alle holdene viste høj klasse i flere kampe. Sundby fik en flot semifinaleplads, hvor de tabte til Hammerby IF, der også slog FCN ud i kvartfinalen. FCN u14 vandt deres pulje, hvor de slog de senere vindere fra Madrid CFF. FCN U16 vandt b-finalen 2-1 over Brommapojkarna, efter to 1-0 nederlag i puljen til Barcelona og Exclusivo fra Japan. Helt overordnet, så efterlod de danske hold et flot indtryk og fik mange værdifulde erfaringer med hjem. Måske de skulle have taget en spansk træner med i bagagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *