Kvindefodbolden i 2025: Alt det, vi kan glæde os til
Mit forventningssmil til 2025 gør næsten gør ondt i mundvigene. EM-slutrunde, Champions League slutspil og Europa League debut – alle med dansk deltagelse. Læg dertil udviklingen i den danske liga med nye seriøse klubber, fuldtidsprofessionalisme og måske en ambitiøs tv-aftale, så går glæden over i eufori.
Når vi om et år kigger tilbage, vil vi stå med en dansk liga, der har taget et tigerspring frem, og med værdifulde minder fra et uforglemmeligt år. Lad mig udfolde begivenheder og forventninger i kronologisk rækkefølge.
Januar: Alle (næsten) superligaklubber vil kvindefodbolden
2024 var året, hvor FC Midtjylland og F.C. København kastede fodbold-knowhow og investeringer ind nye kvindefodboldprojekter. De to klubber topper nu tilskuerrekorderne i Danmark og har sat retningen mod toppen af dansk fodbold. Det har inspireret alle andre og senest har Sønderjyske og Lyngby luftet planer om nye kvindehold. Nu mangler vi bare, at Randers FC melder ud, men heldigvis har klubsamarbejdet Randers Q taget teten lokalt, så næste skridt ligger lige for, når Randers FC får afklaret deres fremtidige ejerskab. Hvor er det skønt, når vi ikke længere behøver at diskutere om kvindefodbold er værd at satse på, men kan bruge energien på. hvordan vi skaber rammerne og styrker kvaliteten. Det gør en kæmpe forskel.
Januar/August: Den første transfer på én million pund?
Pernille Harder blev verdens dyreste spiller, da Chelsea betalte £250.000 for hende i 2020. Nu er hun ikke længere at finde i top 10. Den nye tv-aftale i NWSL har presset priserne op. Bay FC satte transferrekord i 2024, da de hentede Racheal Kundananji i Madrid CFF for £685.000. Jeg tror vi får den første transfer i kvindefodbold over én million pund – svarende til cirka ni millioner kroner. Hvis ikke her i januar, så til sommerens transfervindue. PR værdien af det næste skridt vil være alle pengene værd.
Øgede transferindtægter er vigtige for den danske liga. Det retfærdiggør investeringer i akademiet og seniorholdet. Emilie Ásgeirsdóttir har nu efter sigende transferrekorden i Danmark, efter FCN solgte hende til RB Leipzig i sidste uge. FCN havde rekorden i forvejen med salget af Kühl til Arsenal.
Maj: Dansk Champions League succes
Champions League-finalen spilles på Estádio José Alvalade i Lissabon, Portugal den 24. maj, og der er muligheder for at danske spillere kommer i fokus
Pernille Harder og Signe Bruun starter året som de to førende på Champions League-topscorerlisten. For at de kan bevare denne position, kræver det sandsynligvis, at deres klubber når minimum til semifinalerne. I kvartfinalerne venter Barcelona, Chelsea og Lyon (Sofie Svava) og Arsenal (Katrine Kühl), så falder alt i hak, er der også dansk deltagelse i finalen.
Juli: Et mindeværdigt EM
Sommerens helt store højdepunkt bliver EM i kvindefodbold, hvor Danmark er havnet i en “dynamitpulje” med Tyskland, Sverige og Polen. Kommer vi videre venter en modstander fra “dødens pulje”, med England, Frankrig, Holland og Wales. Selvom opgaven er monumental, så er jeg optimistisk på Danmarks vegne. Vores profiler er i sprudlende form for europæiske topklubber og 7-9-13, så starter vi året med en næsten skadesfri trup. Kan Kühl og Ballisager finde nye gode klubber i transfervinduet, så er det perfekt. Jeg forventes en enorm folkefest med fyldte stadions, fremragende togforbindelser og gratis offentlig transport som en del af billetten. Det kan blive en sommer, vi aldrig glemmer. Og jeg håber at se mange af jer på lægterne.
August: Revitalisering af ligaen
Flere tilskuere, flere seere og flere partnere skal tiltrækkes ved hjælp af et bedre produkt på og omkring banen. Kvindefodbold er fri for nedarvede dårligdomme og en ny inkluderende udgave af fodbolden, der er mere tilgængelig og fællesskabsorienteret. En unik mulighed for at skabe en anderledes oplevelse, der omfavner progressive unge, familier og hardcore fodboldfans, der savner autencitet, passion og kærlighed til spillet i moderne fodbold.
Det lykkedes ikke at lukke en attraktiv tv-aftale i sommers, men heldigvis har Gjensidige Kvindeliga bygget en egen platform, der viser kampene i høj kvalitet. I USA og England har de gode erfaringer med at vise kampe gennem egne kanaler som et supplement til en tv-aftale. Mon ikke, der kan skabes en lignende model i Danmark?
En attraktiv TV-aftale har den allerhøjeste prioritet i Kvindedivisionsforeningen, da synlighed er afgørende for, hvor hurtig vi kan accelerere udviklingen og bringe dansk kvindefodbold op på niveau med de store fodboldnationer.
September: Dansk deltagelse i europæiske klubturneringer
Efter flere magre år uden dansk deltagelse i Champions League-gruppespillet bliver 2025 året, hvor Danmark igen markerer sig på den europæiske scene. Ambitionen om en dansk klub i Champions League-gruppespillet lever stadig, men det kræver lodtrækningsheld og skarpe præstationer. Mislykkes det, så skal der lyde en tak til UEFA for introduktionen af Europa League, hvilket sikrer dansk deltagelse i minimum tre europæiske kampe på hjemmebane. Formatet er en klassisk cup turnering uden gruppespil og med finale d. 21 maj 2026.
November: Får Brøndby følgeskab af andre fuldtidsprofessionelle hold?
Brøndby IF overgik til fuldtidsprofessionalisme fra årsskiftet og kan nu tiltrække danske landsholdsspillere, der gerne vil slutte karrieren i Danmark, men ikke ønsker at gå på kompromis med en professionel hverdag. Jeg tror ikke de væsentligste konkurrenter til fodboldtronen ønsker at stå tilbage fra Brøndby, og det er mit bud, at vi allerede i år hører om det næste fuldtidssetup. Det vil styrke konkurrencen og løfte niveauet i ligaen markant.
En fremtid med ubegrænsede muligheder
2025 bliver endnu et år, hvor kvindefodbolden bryder nye grænser. Med store begivenheder på programmet og en tydelig positiv udvikling på både nationalt og internationalt plan, er der al grund til at være optimistisk. Kvindefodbolden er her for at blive – og for at vokse.